Sommerhus

Gode muligheder for at låne til sommerhuset, selvom renterne er steget

Efter nogle år med fuldt drøn på sommerhusmarkedet, er der nu kommet mere ro på. Antallet af til salg-skilte er igen stigende, og der er dermed lidt mere at vælge imellem. Drømmer du også om at drikke kaffe på terrassen foran dit eget sommerhus henover sommeren og efteråret, får du her inspiration til dine lånemuligheder. 


Overvejer du at købe sommerhus, er vores bedste råd derfor at se det som en langsigtet beslutning, som du og din familie kan få glæde af i mange år fremover. Selvfølgelig skal du også have god plads i husholdningsbudgettet, da der er en del faste udgifter på et sommerhus. Og vigtigst af alt skal du finansiere sommerhuskøbet på den måde, du har det bedst med i forhold til, hvilken renterisiko du har lyst til at løbe.


Der er mange gode muligheder for at finansiere herligheden med et realkreditlån, hvor du kan låne op til 75% af sommerhusets værdi. Renterne er steget, men det sker fra et historisk lavt niveau. Det er derfor ikke dyrt at låne til et sommerhus set i et længere historisk perspektiv, men det er ikke underligt, hvis den pludselige rentestigning giver lidt uro om, hvor renterne skal hen herfra. Det er der dog heldigvis råd for. 


Hvilket lån skal du vælge?

Når du skal vælge, hvordan du vil finansiere dit køb af sommerhus, er valg af låntype en af de vigtigste beslutninger. Her skal du afklare med dig selv, hvor vigtigt tryghed om din fremtidige rente er for dig. Ikke mindst i en tid, hvor renterne er cyklet op og ned.


Har du det bedst med sikkerhed for, hvad du betaler i rente på dit lån til sommerhuset, så er fast rente i 30 år nok en overvejelse værd. Vil du gerne spare lidt på renten her og nu, så kan du vælge et lån med variabel rente, hvor renten er lavere end på de fastforrentede lån. På den måde får du også hurtigere glæde af et potentielt rentefald, hvis du forventer, at et sådant kommer inden for kortere tid. Til gengæld er der omvendt risiko for, at renten kan stige fremover – også til et højere niveau end de op til 5%, du i øjeblikket skal betale for et fastforrentet lån.


Vælger du et lån med variabel rente, kan du vælge imellem forskellige rentebindingsperioder. Du behøver altså ikke vælge alt eller intet, når det kommer til graden af tryghed om din fremtidige rente. Du kan for eksempel vælge at binde renten i tre eller fem år med et F3- eller F5-lån, eller du kan gå hele vejen og vælge den kortest mulige rentebinding på seks måneder ved at tage et F-kort-lån. 


Lidt flere vælger lån med fast rente

Flere vælger fast rente, når de køber sommerhus, i forhold til sidste år. Seks ud af 10, der har købt sommerhus i de første måneder af 2023, har valgt et lån med fast rente. Det er dog færre end i årene 2019-21, hvor næsten otte ud af 10 valgte fastforrentede lån. Men dengang var renterne også historisk lave og helt ned til 0,5% i 30 år.


Det er ikke overraskende, at flere igen vælger fast rente i år. Forskellen mellem fast og variabel rente er faldet på det seneste. Det koster med andre ord lidt mindre ekstra, hvis du gerne vil være sikker på, hvad du betaler i rente i al den tid, du har lånet, frem for at løbe en renterisiko. 


Billede2023


Dit lån skal passe ind i din samlede økonomi

Når det er sagt, så er det ikke til at komme uden om, at et lån med variabel rente er det billigste valg – i hvert fald lige nu. Investorerne på de finansielle markeder forventer, at vi er på rentetoppen eller i hvert fald meget tæt på. Men de forventninger har de seneste år ændret sig ofte og hurtigt, så det er på ingen måde sikkert.


Det vigtigste, når du vælger lån, er, at det passer med din husholdnings samlede økonomi. Der er for de flestes vedkommende også et lån i helårsboligen at tage højde for. Er dit lån i helårsboligen med en fast lav rente, kan du tale med din rådgiver om muligheden for at ændre lånet, for eksempel ved en opkonvertering, hvor du måske kan barbere en luns af gælden.


Derfor skal valget af lån i sommerhuset ses som en del af en større plan for din privatøkonomi, både hvad angår rentesikring og i særdeleshed også i forhold til, om det giver mening for dig at afdrage eller have afdragsfrihed på dit sommerhuslån.


Kontakt din rådgiver

Så finder vi sammen den bedste løsning. 


Sommerhus_sort_Blå_himmel