Årsrapport 2022

Fortsat kundeopbakning og fremgang i Rise Sparekasse
- trods turbulens på finansmarkederne

Rise Sparekasses drift har i 2022 udvist god form med en tilfredsstillende udvikling, hvor vi oplever det næstbedste basisresultat i Sparekassens mangeårige historie. Sparekassen har både en vedvarende stor kundetilstrømning og stadig en rigtig god opbakning fra lokalområderne. Som følge af udefrakommende begivenheder såsom krigen i Europa, høj inflation og stigende energipriser er Sparekassens årsresultat ikke så godt som forventet, men Sparekassens ”maskinrum” er velsmurt og står fortsat stærkt og kampklart til fremtiden. 


Næststørste resultat i Sparekassens historie

Rise Sparekasse er inde i en positiv udvikling. 2022 endte med det næststørste ”maskinafkast” (resultat før kursreguleringer, nedskrivninger og skat) i Sparekassens historie.


Det overordnede resultat er ramt af det, som mange har kaldt en ”100 års storm”, der har medført negative afkast på stort set alle aktivklasser. Rise Sparekasse er ekstraordinært hårdt ramt, da Sparekassen har en meget stor overskudslikviditet, hvoraf en stor del er placeret i obligationsmarkedet.


Sparekassen opnåede i 2022 et resultat efter skat på -4,8 mio. kr. mod 8,3 mio. kr. i 2021, hvilket svarer til et fald på 13,1 mio. kr. Årets samlede resultat vurderes af ledelsen som værende ikke tilfredsstillende.


Fortsat vækst i kundeantallet

For andet år i træk har Rise Sparekasse budt velkommen til tæt på 1.000 nye kunder. Den store kundetilgang er en mangeårig tendens og vidner om, at Sparekassen har vind i sejlene og lægger fundamentet for kommende års udvikling og vækst.


”Kundetilstrømningen består i høj grad af kunder med behov for rådgivning, og vi betragter det som en stor tillidserklæring, at de vælger os. Desuden bidrager kundefremgangen med vækst i de vigtigste af vores forretningsområder, såsom pension, forsikring, investering, realkreditlån og den daglige økonomi.


Vi er meget stolte og ydmyge over, at så mange kunder vælger Rise Sparekasse,” fortæller direktør Bjarne V. Nielsen.


Danmarks mest samfundsansvarlige Sparekasse

Rise Sparekasse stiler imod at blive Danmarks mest samfundsansvarlige Sparekasse. Det er en del af Sparekassens formål at bakke op om lokalområderne og bidrage til udvikling og liv – og det er en vigtig faktor i kundetilstrømningen, fortsætter Bjarne V. Nielsen:


 ”Vi arbejder benhårdt hver eneste dag på at gøre en forskel for vores kunder. Gennem personlig rådgivning og høj tilgængelighed – og selvfølgelig ved at være en del af lokalsamfundet. Vi vil medvirke til at udvikle de lokalområder, hvor vi selv bor og lever vores dagligdag – og det kan kunderne altså mærke. Det er i høj grad vores forankring i lokalmiljøet, der bidrager til vores fortsatte positive udvikling.” slutter Bjarne V. Nielsen. 


Fakta om Årsrapporten 2022:

  • Resultatet før skat er på -8,1 mio. kr. og resultatet efter skat ender på -4,8 mio. kr.
  • Nettorente- og gebyrindtægter er steget med 14,8 % eller 8,6 mio. kr. og udgør i alt 66,8 mio. kr. ultimo 2022.
  • Udgifterne til administration og personale er steget med 6,7 % eller 3,2 mio.kr. til i alt 51.6 mio.kr.
  • Kursreguleringerne er negative med 20,5 mio.kr.
  • Udlånet er steget med 10,8 % eller 43,3 mio. kr. til i alt 443,9 mio. kr.
  • Årets nedskrivninger på udlån og garantier er ændret fra en indtægt på 2,7 mio. kr. i 2021 til en udgift på 1,3 mio. kr. i 2022.
  • Egenkapitalen udgør 197,6 mio. kr., hvilket er en stigning på 0,3 % eller 0,6 mio. kr.
  • Garantkapitalen er steget fra 85,9 mio. kr. til i alt 92,9 mio. kr. ultimo 2022. Det er en stigning på 8,2 %. Pr. den 31.12.2022 har vi 3.512 garanter.
  • Garantkapitalen forrentes med 2,5 % for 2022.
  • Rise Sparekasse er fortsat yderst solid med en NEP-kapitalprocent på 24%.

Se hele Årsrapport 2022 her.


_60A8815

Sparekassedirektør

Bjarne V. Nielsen
Tlf.: 2325 0996
E-mail: bn@sparekassen.dk